• argon august15 2

  • argon august15 1

  • argon24mrdvand

  • argon august 15 3

Skrevet af Super User

lMed Argon på sporet

Beretning fra unghundemesterskabet i vildspor

Klokken var 4.45 søndag morgen d. 4 august, da vi sætter næsen mod det jydske for at prøve kræfter med mesterskabet. Der var gået lidt under 3 måneder siden vi havde kvalificeret os til mesterskabet. Jeg havde ikke tænkt over at unghundemesteskab i vildspor var noget man kunne forsøge sig med, før Argon blev dagens bedste hund i Danstrup hegn, hvor han gik et super godt 3 timers spor. Men vinderpladsen havde givet mig blod på tanden, og om ikke andet var det et godt incitament til at komme i træningstøjet.

Jeg havde ingen fornemmelse for hvordan det skulle gå. Træningen de siden par måneder havde været meget blandet, men jeg trøstede mig med at træningssporene til sidst, nok havde været væsentlig sværere end hvad jeg forestillede mig mesterskabssporene var, og de sidste par uger havde Argon gået rigtig stabilt omend ikke fejlfrit.

Stemningen på prøvepladsen var god og solen skinnede, så uanset hvordan det ville gå på sporet skulle det nok blive en hyggelig dag. Nå ja, der var lige det med solen. Trak man en af de sidste spor kunne det godt gå hen og blive en noget varm opgave for hunden, og færden kunne godt tænkes at være brændt noget af i løbet af formiddagen. Men hvem, andre end hunden, ved egentlig hvad der sker med sporet under forskellige vejrli. Det var i alt fald det jeg trøstede mig selv med, da jeg trak næst sidste spor.

Lidt over 11 blev det endelig Argons tur. Stifinderen anviste start området på 20 x 20 m blandt nogle høje graner. Min plan var at lade hunden søge kanten rundt, idet han på den måde jo måtte støde på sporet. Som vinden var, var det lidt ligegyldigt om jeg gik den ene eller den anden vej rundt. De to første sider af ”kassen” var der ikke nogen sikker markering, Argon snusede lidt hist og pist, uden rigtig at tage noget op, og frem på min nethinde tonede erindringen om nogle af sommerens træningsspor, hvor han havde markeret anskudstedet, for derefter lige at skulle på mussejagt, finde pinde og andet sjovt. Bare det nu ikke var en af de dage. Heldigvis var det ikke det. På tredje side af startområdet stempler han pludseligt tydeligt i skovbunden for derefter straks at gå vinkelret ud fra kassen i en lige linie. Jeg nåede ikke at se efter om der var schweiss, men det så helt rigtig ud. Argon var gået lidt ned på forbenene og lagt sig frem i selen som en anden firhjulstrækker, der skal hive et tung læs igennem terrænet, og med et jævnt og målrettet tempo går det derudad. Selv om det havde set helt rigtig ud, prøvede jeg ham alligevel af nogle gange ved at forsøge at bremse ham, idet han nærmest skal bindes til at træ for at stoppe, hvis han har fat i sporet.

Var han ikke i besiddelse af denne stædighed, kunne jeg sikkert have ødelagt hans sporlyst, da han var knapt et halvt år gammel. Jeg havde lagt et spor i skoven i løbet af dagen, men som så ofte havde arbejdet trukket ud og det var ved at blive mørkt inden vi kom afsted. I skumringen så skove pludselig meget anderledes ud, men ”skidt pyt” jeg kendte den jo som min egen bukselomme -troede jeg. Da hunden tog et uventet sving, hvor jeg mente vi skulle lige ud, får den en røffel, og vi må gå tilbage og prøve igen, det samme skete igen - endnu en røffel. Tredje gang skete nøjagtig det samme, og da jeg ruskede i linen for samtidig at begyndte en gang skæld ud, satte han sig ned og stirrer mig ind i øjnene. Det er her jeg begyndte at tænke, at det måske var mig der havde taget fejl. Jeg lod ham side og gik 20-30 meter længere frem og fandt min afmærkning, - UPS! Argon havde sat sig ned præcis på sporet og med sine øjen spurgt ”hvad f.....! jeg havde gang i”. Resten af det spor luskede jeg bagefter med kuløren på ørene der fik et verdenskendt rendyr's snude til at blegne.

Her var vi altså, godt i gang med vores bidrag til UHM, og Argon syntes at være i topform. Det første stykke gik gennem højskov med knastør bund, henover en skovsti, hvor Argon markede sporet fremad, men tager et par meters tjek ud til begge retninger af stien, for derefter hurtigt at fortsætte den rigtige vej. Da jeg havde endnu ikke fået rystet min prøvenervøsitet af mig, blev han lige prøvet af en ekstra gang, hvortil han skulede på mig over den ene skulder, som for at spørge ”HVAD ER DER NU!”. Resten af sporet fik han arbejdsro, og jeg fik overskud til at finde lidt schweiss og markere sporet et par steder. Sporet fortsatte igennem et stykke med højt grønt græs, hvor bunden var fugtig, videre hen over et par grøfter, ud i et åbent område med afsvedet højt græs og spredte klynger af mands høje unggraner. Fremme ved tredje knæk og tilbagegangen, kom vi igen ind i skov med knastør og bar bund. Argon markerede knækket, hvilket jeg ikke på det tidspunkt noterede mig, og valgte at fortsætte ud af tilbagegangen , for ved enden, at stopper og løfter hovedet. Det var så tydeligt så selv jeg kunne se det, så hvis der var mere nervøsitet tilbage,var den fordampet. Argon søgte tilbage og fandt hurtig udgangen, og afsted det gik frem mod afslutningen og hans velfortjente lækkerbisken. Jeg var super stolt af min hund, han havde haft masser af overskud, og gået fuldstændigt fejlfrit. Hunden havde gjort sit absolut bedste, og tankerne gik mod om præstationen rakte til en plads i toppen, så der havde lydt nogle toner fra stifinders jagthorn inden jeg kom i tanke om at min hat stadig sad på hovedet, den kom skyndsomt af. I skrivende stund håber jeg ikke stifinder og Diana tager min forglemmelse ilde op. Det var et helt fantastisk set up, og synd for de to andre dommer hold, der ikke havde en jagthorsblæsende stifinder med. Hvad Argon angik, var han ikke bekendt med hverken jagthorn eller jagtens gudinde, han mente han havde erhvervet sig retten til at ruske i skindet og i øvrigt havde levet op til sit navn ”Holckenhus I'm The Master Chef.